Fødselsdepression
Jeg har været ude og interviewe en hel del forskellige forældre til mine nye bog, der gerne skulle komme til efteråret. Den handler om det gode familieliv, og jeg tænkte, at det i den anledning var relevant og interessant at høre, hvad andre tænkte som 'det gode familieliv' - hvordan de gjorde, tænkte og hvad der er og har været svært i forhold til det.
Og hvilke historier... en af de historier, der gjorde mest indtryk, var en kvinde, der fortalte, at hun havde lidt af en fødselsdepression. Men først efter to år, blev det opdaget! Og derefter blev hun medicineret, hvilket med det samme fik de tunge sorte skyer over hendes hoved til at lette.
Det fik mig til at tænke på en anden kvinde, jeg talte med for nogle år siden, der også havde haft en dundrende depression. Begge kvinder havde fortalt, hvor svært de havde haft det med at tale om de følelser, depressionen braget med sig. Følelser af sorg, fortvivlelse, af ikke at have vundet i lotteriet, af vrede, opgivelse og af skam over ikke at føle alt det, som barsels- og babyglansbillederne lægger op til. For det kan være så svært, når ens indre liv og følelser ikke arter sig i forhold til de forventninger og forestillinger, som man selv og omverdenen har. Og hvis ens psyke og hormoner trikker en depression er det endnu sværere. For mange tør stadig ikke tale om, at det kan være en voldsom forandring at få et lille barn, og mange tør stadig ikke tale om, hvis de føler sig så nede, at solen sjældent skinner.
Derfor er det vigtigt, at kende tegnene på en fødselsdepression, turde tale om det med nogen - sin læge, partner, familie, mødregruppe - og komme i behandling enten hos en fødselscoach, psykolog eller terapeut med den slags erfaringer! For ens egen, babyens og familiens skyld - så man kan nyde det, man har skabt, nemlig et lille nyt liv.
Symptomer er jf netdoktor:
* følelsen af at alt er gråt i gråt og ingenting glæder en
* søvnforstyrrelser (fx lang tid om at falde i søvn), energiløshed
* Angst, selvmordstanker, selvbebrejdelse, uro
* Koncentrationsbesvær, appetitløshed, tvangstanker
Der er ikke nogen grund til at tænke over 'hvorfor', da der er flere årsager. Vigtigst er det, at få gjort noget ved det og vide, at rigtig mange også mænd bliver ramt af det!
De varmeste tanker
Barselscoachen
Kommentarer til Fødselsdepression
-
- Efterfoedselsguiden
- 17. maj. 2010, 11:51
Tak for et yderst vigtig indlæg. Glæder mig til din bog udkommer. Blot een tilføjelse: Ja, det er, som du skriver, vigtigt at kende symptomerne på en fødselsdepression, og det er vigtigt, at ogå de mennesker i en ny mors nære omgivelser har denne viden og tør tale med pågældende mor om hendes situation. Netop fordi det kendetegnende er, at den nye mor selv har så svært ved at bringe "de grå skyer" på banen. Det må vi andre hjælpe hende med. F.eks. alle kigger på og kommenterer den vidunderlige baby og hvor dejligt det må være at blive mor. De samme personer spørger sjældent til mors velbefindende, hvor hårdt det kan være fysisk og psykisk i den første tid, for slet ikke at spørge om hendes forventninger er blevet indfriet eller ej - og hvordan. Her er samtalen forlængst drejet på noget andet og mere ufarligt. Vi andre i en ny mors nære omgivelser skal turde spørge ind til og gøre det legalt at tale om det, der eventuelt gør ondt i en ny mors nye liv sammen med en ny baby.
-
- Trille
- 24. maj. 2010, 8:47
Det allervigtigste, hvis man får en fødselsdepression (som jeg selv gjorde), er, at de professionelle man møder, tror på, hvad man siger!
Jeg løb ind i både en sundhedsplejerske, to læger og en masse sygeplejersker, der sagde, at alt var helt normalt.
Min datter skulle tabe et kilo på en måned og blive hasteindlagt på hospitalet, før de hvidkitlede tog alvorligt, at hun skrantede, fordi jeg havde det så dårligt - hun spejlede mig simpelthen.Nu er er gravid igen, og hvis jeg falder ned i hullet igen, så ved jeg nu, hvad de første tegn var - og jeg har sikret mig opbakning fra mine nærmeste, så vi sammen kan slå i bordet.
Glæder mig til at læse din bog
-
- Barselscoachen
- 11. jun. 2010, 8:41
Tak for jeres svar - ja det er vigtigt både at turde tale om, spørge ind til og at folk tror på det, man selv godt kan mærke. For hvis ingen tager en alvorligt, bliver det kun endnu sværere - og sådan er det om næsten alt.
Desværre oplevede jeg også, at den interviewede, der havde haft fødselsdepressionen ved nærmere omtanke ikke ville have det med i bogen. Og det viser jo med al tydelighed, at det stadig er lidt tabu, svært at stå ved, snakke om og håndtere.
Jeg tror virkelig, at der mangler en indsats på dette felt - at folk tør stå frem, at de professionelle tør gribe ind og at samfundet får en opmærksomhed på, at alle barsler ikke er lyserøde!