Min historie om amning
Jeg vil skrive dette indlæg da jeg håber andre måske kan bruge det til noget.
Måske findes der nogle der har/havde det som mig, måske er der nogen der slet ikke forstår, men hvis bare der er en enkelt der kan bruge det til noget så bliver jeg glad :) Da jeg i januar 2007 fandt ud af at jeg ventede mig blev jeg GLAD!!! Men der kommer jo en masse tanker. En af de tanker der fyldte allermest i mit hoved var den kommende amning.
Det er noget de fleste bare tager som en selvfølge. Selvfølgelig ammer man da.
Men jeg havde simpelthen ikke lyst. Jeg kunne slet ikke forholde mig til at der var et barn der skulle mades DER! Når folk høte at jeg ikke var sikker på at jeg ville amme, så de meget mærkelige ud i hovederne.
Da der begyndt at komme lidt mælk fra mine bryster havde jeg MEGET svært ved det. Jeg kunne ikke rigtig acceptere at min krop forandrede sig på den måde.
Jeg gik og følte mig virkelig forkert.
Så fik jeg besøg af sundhedsplejersken og fortalte hende om det.
Jeg fik den bedste sundhedsplejerske.
Hun var af den mening at det ikke var amning for enhver pris, det der betød noget var at mor var glad.
Da min mand også ville støtte mig uanset hvad kunne jeg nu slappe lidt mere af. Så kom Liva til verden, 5 uger for tidligt. Der kom ingen baby op på maven og hun blev ikke straks lagt til brystet. Hun kom på Neonatal og jeg på opvågning.
Da jeg efter nogle timer endelig kom ned til min datter og fik lov at holde hende lagde sygeplejerskerne hende straks til brystet.
Der var en enkelt der sagde noget med "hvis du da vil amme", men der blev ikke spurgt om jeg ville og jeg var så træt og overvældet at jeg bare fandt mig i det. Inderst inde havde jeg virkelig ikke lyst.
At jeg derefter måtte kæmpe i 2 uger for at få amningen til at fungere gjorde det absolut ikke bedre. At skulle sidde på neonatal med en kæmpe elektronisk monstrum/malkemaskine for at få gang i mælken, malke ud så Liva kunne få det i sonden osv osv.... det var bare slet ikke sjovt!!! Da der var gået et par måneder havde jeg fundet mig tilrette med amningen. Jeg ammede fuldt i 4 mdr så havde jeg ikke nok mælk længere og måtte supplere op. Det gjorde mig ikke så meget.
Da Liva var 8 mdr. sagde hun selv helt fra og ville ikke have bryst længere. På dét tidspunkt var jeg lidt ked af at skulle stoppe amningen. Men tænk at der skulle gå SÅ mange måneder inden jeg havde accepteret amningen og begyndte at nyde tætheden med Liva. Hvis Liva var født til tiden og jeg havde haft mere overskud er jeg ret sikker på at jeg IKKE var begyndt at amme. Til folk jeg kendte fortalte jeg at "så snart jeg så Liva vidste jeg bare at jeg ville amme"... det er det folk forventer og jeg orkede ikke diskussioner og kommentare. Den eneste der ved hvordan jeg virkelig havde det er min mand (som fik det at vide for en måned siden) og så jer nu.Det var min historie om amning, håber der var nogle der nåede bunden af dette lange indlæg :)
Kommentarer til Min historie om amning
-
- Vinker
- 25. okt. 2008, 9:04
Dejligt du gider dele din amme-fortælling med os herinde. Og ja det er for de fleste bare en naturlig ting at man skal og kan amme sit barn. Kan virkelig godt følge dig i meget at det du skriver om hvordan du havde det inden Liva kom til verden.Jeg var dog ikke selv i tvivl om at jeg ville amme, men derfor og til at egentlig at skulle gøre det var der meget langt. Jeg skrev på et tidspunkt også et indlæg omkring at jeg frygtede alt det er med at amme. Det er så svært at forholde sig til inden den lille er kommet til verden. Det er jo bestemt ikke sådan man har tænkt om sine bryster førhen, at man skulle være en malkemaskine. At et lille barn skulle ligge der så mange timer om dagen og sutte på ens bryster. Bryster man normalt forbandt med noget helt andet!
Og folk går så meget op i at man skal amme fordi det er det bedste for de små, men jeg føler også at mange ikke tager hensyn til den enkelte moders ønske omkring det. De ligger bare den lille til ved brystet, men tror også at de tænker at det måske alligevel kan få den nybagte mor til at ændre mening når først hun har fået den lille op og ligge. Nu ved jeg godt at det var lidt noget andet i din situation fordi Liva kom før tid. Og puha så at ende ud med diverse pumpe-apperater. God start, hmmm...
Men wauw så flot at det alligevel gik så godt med at amme. Sejt kæmpet på trods af din indstilling fra starten!
Vil du så også amme næste gang?
-
- TbCp
- 25. okt. 2008, 9:52
Nu er jeg IKKE i tvivl om at jeg vil amme næste gang. Det er jo nemt, maden er altid med :)
Og tætheden med den lille størrelse er FANTASTISK!!!Men den følelse jeg havde glemmer jeg aldrig, så hvis jeg møder andre mødre der har det ligesom jeg havde så bliver jeg ihvertfald ALDRIG en af dem der presser dem imod amning.
-
- Anna-Jonas
- 25. okt. 2008, 9:56
Tak for din historie...............den var tankevækkende.
Mette
-
- Ka-ri-na
- 25. okt. 2008, 17:09
super at du skriver din historie... jeg tror der er mange der kæmper med en masse fordomme fordi de ikke vil amme... personligt har er det noget jeg har tænkt over i lang tid og fundet frem til at jeg er okay med det :0) men jeg synes bestemt det er tankevækkende at der ikke var en eneste sjæl der spurgte om du havde lyst at amme... ikke helt fair... men dejligt at du fik en god oplevelse ud af det i sidste ende!
knus
-
- lion
- 28. okt. 2008, 20:19
sikke et godt indlæg, hvor er dejligt at du ville dele det med os. Jeg har ikke selv haft det som dig, jeg har hele tiden gerne ville amme. Jeg blev også spurgte af min ene jordemoder om jeg ville, det er jeg glad for hun gjorde, men ellers blev der ikke snakket om det. Det kan godt være det er bedst at amme, men er det ikke det bedste for mor er det jo i sidste ende ikke godt for barnet.
jeg er glad for at det endte godt hos dig. Men der er hertz på at man SKAL amme, det synes jeg nu ikk, hvis det ikke virker, så man jo gøre det der virker.