Når far savnes!
Min søn på 6 år er meget påvirket af, at far sjældent viser sig.
Faktisk så sjældent, måske 2-3 gange om året, hvilket gør jeg
nærmest ville ønske at han holdt sig langt væk!!
I går, ved en tilældighed så børnene deres far, min datter er
ikke påvirket på sammen måde som min søn, over deres fars
manglende interesse.
Men i går, så de ham lige kort, ved en tilfældighed, og det irriterer
mig rigtig meget, for da de kom hjem, og det var sengetid brød min
søn helt sammen. "Jeg savner far, jeg savner far" og han kniber sig
sammen som havde han mavepine! Men kan virkelig se på ham, hvor
ondt dette savn gør!
Dét er sket SÅ mange gange før, min søn kan græde i timevis om
aften, vågner et par gange om natten, og kalder efter far! ØV!
Nattesøvnen er ødelagt for os alle 3, bare fordi deres far ikke kan
finde ud af at være der for sine børn regelmæssigt! :(
I morges, gik alt som det plejer og vi kom afsted, men da vi ender ovre
i børnehaven og jeg skulle til og sige farvel, står tårerne ud af øjnene på
min søn som et vandfald, han falder mig om halsen, og igen "jeg savner far, jeg savner far" - og jeg må så forsøge at trøste min søn på bedste vis, og vise ham forståelse for at jeg godt ved det bare er rigtig svært!
Men, efter næsten en time, blev jeg enig med mig selv om, at Emil skulle med mig hjem igen, og nu har vi ses en film, sovet en times tid, og lige spist de underligeste rugbrødsmadder.. Samt snakket om far!
Vi har rigtig hygget os, men han er stadig bare så trist. Der er langt til et smil, et grin, som ellers ligger naturligt for ham. :(
Det er bare så svært, at stå der som mor og ikke ane sine levende råd, ens barn er dybt ulykkelig, og det man har mest lyst til er at banke noget fornuft ind i faderen, men det hjælper bare intet!
Jeg har fået hjælp af et familiecenter, til at finde ud af hvordan jeg bedst muligt kan tackle min søns savn efter sin far, men jeg tror altså bare ikke helt på, at det er bedst at sige stop overfor min søn, når han ligger der og har det så træls!
Nå, men dette er "bare" en periode, vi skal nok komme ovenpå igen, som så mange gange før - Lige indtil næste gang!! :/
Kommentarer til Når far savnes!
-
- mortiltvillinger
- 10. mar. 2009, 12:49
Pu hvor gør det bare ondt at læse!! føler virkelig med jer, det må være det hårdeste for jer alle, når faren ikke lever op til ansvaret. har du prøvet at snakke med ham om det? det er meget synd for din søn, men mon ikke også der løber mange tanker i hans lille hovede om hvorfor far ikke er det.
ØV det gør ondt i mit moderhjerte. Håber i finder ud af noget.
De varmeste tanker og knus fra chatarina
-
- sarahb
- 10. mar. 2009, 13:18
puha hvor det bare skærer i mit hjerte at han skal have så ondt over et valg hans far sikkert har taget.. Ihh hvor er det synd.. Ville det være bedre for ham hvis han slet ikk så ham??? Ved ikk hvad der er til grunde for hvorfor han ikk vil se sine børn.. Men i den alder er drenge også bare rigtig følsomme.. Kan nikke genkende til det fra min nevø, min bror arbejder en måned i brasillien og er så hjemme en måned og det knuser ham også helt vildt til tider.. Mere i forhold til hans søster..
håber virkelig det bliver bedre, og dejligt at i bare har hygget. det lyder smadder hyggeligt og dejligt for ham:O)
-
- TbCp
- 10. mar. 2009, 13:55
Nej hvor er det synd for ham :(
Jeg kan bare føle hvordan han har det. Jeg er selv skilsmissebarn og har ofte stået med tasken pakket og ventet på en far der aldrig kom. Det gør ondt langt ind i at høre hvordan din søn har det.Jeg har ingen gode råd. Synes dog som du selv heller ikke at du skal sige stop til sin søn når han begynder at snakke om og savne sin far. Det vil jo være at lægge låg på de følelser han har, som er helt ok og naturlige. Mon din læge kan henvise til en psykolog eller lignende der kan hjælpe?
De bedste tanker til jerTina
-
- sandie
- 10. mar. 2009, 13:57
Sidder næsten her med tårer i øjnene. Hvor må det bare gøre ondt på din søn og lige så meget på dig. Det må virkelig være hårdt at stå der som mor, og ikke kunne gøre noget for at få din søn på andre tanker. Jeg sad netop og tænkte på det samme som sarahb nævner, Ville det være bedre hvis de slet ikke så deres far? Nu skrev du godt nok at det var en tilfældighed. Mødte I ham et sted i byen eller? Håber virkelig for jer at det snart er overstået. Og hvor er det dejligt at han kunne få en dag hjemme sammen med mor, med hygge og kræs :)
-
- liam
- 10. mar. 2009, 14:33
jeg forstå simpelhen ikke at man kan droppe sine børn på den måde.. jeg kunne ikke leve uden liam.. ikke vide hva han laver oghvordan han har det.. hva sker der er i hoved på den slags mennesker.. forstå det simplhen ikke.. synes det et så synd for din søn.. er der ikke en onkel en fætter eller ligne der kan lave noget med ham engang imellem.. så han får en faderfigur i sit liv.. så han måske glemmer sin far lidt.
-
- lion
- 11. mar. 2009, 18:01
Hvordan kan man sige sine børn fra, det forstå jeg ikke.
Men jeg kender til den med at savne sin mor og far. Jeg kan kun sige, lad ham snakke om sin far og måske få en ting hos en psykolog
-
- Mor-Maria
- 12. mar. 2009, 12:55
Tusind tak for Jeres kommentarer!
Jeg har forsøgt at snakke med faderen, mange gange gennem de sidste mange år, men ligemeget hjælper det.Der har været snak om, min søn skulle til psykolog, men
familierådgivningen mente ikke, det ville hjælpe. ?
Hmm kan jeg så kun tænke!
Jeg skal til møde i midten af april, men min familie-
rågdiver, og så må jeg se hvad hun har at sige, desværre
for os, er hun helt ny, så hun skal først til og lære os at kende
og det synes jeg nu er noget svært!
Min søn er ved godt mod i dag, det er nu så dejligt at se, når
han er helt i sit es! :)
Igen, tusind tak for Jeres kommentarer, råd og ros.
Det varmer rigtig meget! :)