Når samhørighed forveksles med afhængighed
En af de egenskaber som forældre allermest ønsker, at deres børn skal udvikle er "selvstændighed", og som tvillingeforældre møder man blandt omgivelser og fagfolk et stort pres i forhold til at adskille tvillingerne i deres hverdag, f.eks. på hver sin stue i børnehaven eller i hver sin skoleklasse.
Nogle gange tænker jeg på, om en del af dette store ønske om adskillelse mon bunder i, at samhørighed forveksles med afhængighed?
Er det mon sådan, at tvillingers indbyrdes nære forhold provokerer vores traditionelle opfattelse af selvstændighed?
Eller er det virkeligt sandsynligt, at nærhed til et andet menneske er hæmmende for udviklingen af selvstændighed?
Jeg tror, at selvstændighed og nærhed komplimenterer hinanden, som en slags yin og yan - fremfor at være hinandens modsætninger.
Hvad siger du? Kommer nærhed i vejen for tvillingers selvstændighed?