Røv og nøgler...
Orker ikke mere... Gider ikke mere... Vil ikke mere...
Synes virkelig at livet stinker lige nu kan I godt høre... Har ingen overskud til noget som helst mere... Hjemmet har sejlet og kærligheden er ved at dø...
Det hele startede mandag... Eller, det startede da min far døde for snart 3 uger siden - hold da op er det ikke længere tid siden, føles som om det er flere måneder siden... Nå tilbage til sagen... Mandag formiddag ringede min mor, hun havde snakket med bedemanden og fars urne skulle komme tirsdag, så der vi skulle på kirkegården kl 14. Ca en halv time senere ringer min faster som bor i den anden ende af landet og siger at jeg er nødt til at tage op til min mor for hun var bare ked af det... Som sagt så gjort, endte med at Simone blev hos hende hele eftermiddagen og jeg tog hjem og gik i haven...
Tirsdag kom der ingen urne, så det blev udsat til onsdag... Fuck det var hårdt, alle følelserne som jeg troede jeg havde fået en smule styr på kom væltende frem igen og så kan man starte forfra... ØV. Men urnen blev begravet og nu har jeg da et sted jeg kan gå hen når jeg er trist...
Torsdag var så dagen hvor min fars elskede værksted skulle tømmes... Han havde sit eget firme inden han blev syg og brugte værkstedet til at opbevare alt hvad han mente han skulle få brug for i hans arbejde - hvilket gennem tiden var blevet til en masse lort... Jeg synes lige jeg var kommet lidt ovenpå efter onsdagen, men blev da lige dykket for hårdt... At stå der og pakke hele ens fars hverdag ned i kasser og beslutte hvad der skulle smides væk og hvad der skulle hjem i mors garage... PUHA... Og stod jo der alene, for min stupide 21 årige bror mente da som sædvanlig at han ville skide os et stykke... Han var sød i tre dage efter min fars død og så var han tilbage til sit hashrygende, ondskabsfulde, selvcentrerede jeg... (Kunne kvæle ham) Så jeg måtte tage de hårde beslutninger og smide størstedelen af det hele ud. Fredag tilbragte jeg 10 timer i forældrenes garage. Samlede reoler, smed flere ting ud og gøre plads til alle tingene fra værkstedet. Min mor hyggede med Simone indenfor og kom engang imellem ud for at se hvordan arbejdet skred frem... En af gangene står hun bare og kigger på mig. Siger så: Jeg er så stolt af dig, har jeg altid været. Du har altid klaret det når der skulle gøres noget... Og det eneste jeg tænkte på var bare om min far mon var stolt af mig... Han sagde aldrig noget, selvom vi tit arbejdede sammen, for ofte havde han så travlt i firmaet at jeg på trods af eget arbejde måtte ud og tage de maler, tømrer og murer opgaver han ikke selv kunne nå... Han roste altid min bror når han gjorde noget godt - hvilket var meget sjældent, så måske derfor, i håb om at det blev oftere... Men sidder bare tilbage med den der følelse om han mente at jeg gjorde tingene godt nok, men det må han have gjort siden han ville skrive under på det arbejde jeg udførte for kunderne... Ville bare have været rart at få det af vide bare en enkelt gang - udover ordene: Godt nok. Når jeg ringede og sagde at jobbet var udført... Endte torsdagen med at sidde i garagen, da jeg var færdig og tudbrøle, for aldrig havde jeg følt mig så tæt på og alligevel så langt fra min far...
Fortsættes i del 2
