Tankespind....
Jeg kan jo se at der er flere herinde der er skilt eller på vej til at blive det. Jeg er selv skilsmissebarn og det er min mand også. synes I ikke at det er lidt bekymrende, at SÅ mange bliver skilt?? Er det ikke lidt for nem en løsning, og hvad med børnene? Hvorfor ikke kæmpe for det man var to om at starte op? Kæmpe for at børnene skal have begge forældre i deres hverdag, da det faktisk er deres RET.
Min mand og jeg har været gift i 14 år. Vi har kendt hinanden i 18 år. Nu tror I vel at jeg mindst er 60 år.....men jeg er faktisk "kun" 34 og min mand er 40. Vi har fem skønne børn. Vores mellemste søn er handicappet, og vi kæmper hver dag for ham og for at hans liv må lykkes under de forudsætninger, som han har. Men vi kæmper sammen, som en familie, vi græder sammen og vi er lykkelige sammen. Vi kan da sagtens være ueninge.....men det får os altså ikke til at smække med døren og true med skilsmisse. Vi syv hører sammen og det er med både det sure og det søde. Hvorfor giver så mange op?? Når jeg tænker på de mange oplevelse, min mand og jeg har haft....sammen og med børnene....Det kan jeg altså ikke bare smide i skraldespanden, fordi han ikke samler hans sure sokker op...eller fordi vi ikke er eninge om opvasken eller arbejdstider.
Jeg vil give mine børn det, som jeg ikke selv fik....nemlig en HEL familie og ikke 2 halve. Jeg har været der og ved hvad det gjore ved mig.....og så selv om at min far og mor havde det godt sammen efter de blev skilt.
Jeg tror simpelhen ikke på lykkelige skilsmisser....med mindre der er vold eller andet i den dur indblandet.
Kommentarer til Tankespind....
-
- Milka
- 29. okt. 2009, 12:24
ville også mene at det kommer meget an på parterne involveret. er selv skilsmissebarn og den dag mine forældre endelig besluttede sig for at gå fra hinanden var en lykkens dag – for alle.
-
- tin
- 29. okt. 2009, 12:35
Jeg ønsker blot en lille debat om emnet....ikke at støde nogle, da det da helt klart må være det rigtigste for nogle :o)
Men hvis børnene kunne vælge....altså de børn der er skilsmisse børn........af "lykkelige skilmisse"-forældre......tror I så ikke at de til hver en tid ville ønske at deres forældre boede sammen, at de var en stor familie. Jeg ved godt man ikke går fra hinanden pga sure sokker....men hvorfor så?? Hvad kan være så galt i et forhold at det ikke står til at rede? Hvad gør at nogle vælger denne løsning?
Mht at have overskud og tid i hverdagen efter en skilsmisse til børnene.......hmmmm....har en enlig mor overskud?? Ja måske....men faren får da ikke givet hans børn den overskud i hverdagen, når han kun ser poderne hv 2. weekend. Hvem nyder gavn af energien?
Hvis min mand tævede mig....ja ud med ham ingen tvivl der. Men stadig ville mine børn da hel sikkert savne deres far i deres liv. Hvorfor kæmper man ikke længere? Over halvdelen i vores 14-årige datters klasse, er skilsmisse børn....Og så er det at jeg i hvert fald undres;o)
-
- tin
- 29. okt. 2009, 13:52
Min mand og jeg har da bestemt og så haft vores op og ned turer, og nogle gange føles det ikke som om at kærligheden kan bære....men hvis man en gang har elsket personen, så tror jeg virkelig at det kan kæmpes frem igen hvis man giver sig selv lov. Som jeg startede med at sige, så synes jeg egentlig bare det er mærkeligt, at så mange bliver skilt i dag.......Måske skulle man så hellere vente lidt med at blive gift og stifte familie. Ingen drømmer vel om at blive en del af en skilsmissefamilie.....Måske skulle man lade tiden gå lidt, se om det render ud i sandet, når forelskelsen har lagt sig, istedet for at forhaste sig, så det i sidste ende, ender med skilsmisse.
Jeg var det eneste skilsmissebarn i min folkeskole klasse.....i dag er hv. 2. barn skilsmissebarn!!! Siger det ikke noget? Er det ikke bekymrende.....eller er det bare ligegyldigt?? Bør vi ikke tage et ansvar for nogle af de forvirrede unge, der render rundt?? Vi kan da ikke forlange, at de skal kunne tage ansvar for deres handlinger, når vi ikke kan!
Som sagt synes jeg bare det er en spændene debat. Hvad er der sket, siden vi har ændret os så meget. Er det godt at vi kan blive skilt for 500kr, når hverdagen hobber sig op??
-
- tin
- 29. okt. 2009, 15:42
Mine bedsteforældre har måtte kæmpe sig igennem livet med 8 børn. Og de elsker stadig hinanden og hver deres særheder. Så jo jeg tror det er sundt og med til at styrke parforholdet. Der er jo ingen der kan tage skade af lidt modgang,. Og jo jeg tror at en del af vores unge er forvirrede. Børn har jo en utrolig evne til at påtage sig skylden for alt.
Netop fordi det ikke var SÅ nemt at blive skilt "dengang", og fordi der ikke var alle de økonomiske tilbud til par der går fra hinanden, blev man jo nødtil at kæmpe, og tit gjore det jo parforholdet stærkere.
Børn tager ikke skade af at se at mor og far er uenige, når bare de også ser når de bliver enige. Jeg tror at børnene bliver stærkere når de se vi som voksne tager ansvar, når de ser at vi altså godt kan være uenige på en ordenlig måde, men vi kan og så blive enige på en god måde.....vi stikker ikke af, lukker ikke i, men er fælles om løsningen. Vi tager ansvar for os som forældre men og så for de børn, som vi bringer til verden. Det fjerner jo en stor byrde fra deres skuldrer, for så behøves de ikke tage det ansvar.....og senere behøves de ikke splittes fra dem de elsker i julen!
-
- kaduka
- 29. okt. 2009, 18:35
min mand og jeg har været sammen i 4 år (i dag) og har været gift 1,5 år... jeg er slev skilmisse barn, mine forældre blev skilt inden jeg var 6 mdr gammel og de havde det bare rigtig godt sammen (tror ikke et var sjovt i starten, men de blev gode venenr) og min far kom ofte og fik kaffe ved os, og blev indviterert med til alt ved os, og det gjorde hans nye koner også. jeg var selv der oppe hver 2 weekendt... alle i min familie er næsten skilt og det kan da godt gøre mig lidt bange ind i mellem, syntes det hårde ods.. når jeg kigger på min dejlig lille familie lige nu kan jeg slet ikke forstille mig hvad det er der galt så ofte, men håber virkelig jeg kan bryde min families mønster og kæmpe for vores lille familie (men vi skal stadig have det godt sammen og skal kunne smile og grine sammen) men jeg vil kæmpe min +++ ud at buksnerne for det lykkes for mig..
-
- apples
- 29. okt. 2009, 19:47
Hej Tin:o)
Godt emne at bringe op:o) Jeg er enig med dig i og med at jeg syntes det er blevet "for nemt" at løbe fra sine handlinger idag, for ja der vil altid være konflikter og uenigheder i et parforhold, men det der virkelig betyder noget er hvordan vi "reparere skaderne" overfor vores børn- og jeg tror det er det der er vigtigt for børnene at se- nemlig at vi kan finde ud af det. Mine forældre er stadig sammen den dag idag, trods mange skænderier fra min barndom. Men hvor er jeg lykkelig for at de trods det blev sammen, og lige netop derfor vil jeg kæmpe for at min familie altid skal forblive som den er:o)
Knus Anita
-
- tin
- 29. okt. 2009, 21:57
Jeg føler virkelig ikke at jeg stiller det lyserødt op!! Med det vi har været igennem, ved jeg virkelig ikke hvad der kan være så galt at det bare må slutte!! Begge skilsmissebørn, jeg med nogle rigtige grimme skrammer pga et par nabodrenge, min mand der dengang druknede hans sorger i spiritus. Han havde smadret et par biler og mistet kørekortet. Jeg havde en handicappet bror, som døede da han var 15. Min mands afvænning. Vi har fået 5 børn, hvoraf et er handicappet (dette alene kræver daglige kampe. Med ham , med samfundet og med komunen!) Vi har måtte sælge nybygget hus pga økonomiske problemer(fyringer mv).Min mands søvnabnø og narkopleksi (begge søvnsygdomme).....Vi har virkelig måtte kæmpe, for det vi har nu, og det har nu givet os et solidt grundlag for vores børn! Min mand og jeg elsker hinanden, og mærker vi at en af os "glemmer" det i en ellers travl hverdag.....jamen så gør vi sgu da noget ved det, istedet for at tro, at den anden løser problemerne. Ingen ting kommer af sig selv, og jeg kan da ikke forestille mig, at mine børn skulle vokse op, som jeg gjore...altså som 2 skilte søskende flokke, i stedet for en hel.Man kan hvad man vil.....det har mit liv vist efterhånden fået lært mig. Og jeg er deleme da stolt af at kunne sige, at jeg har en "soulmate" i min mand. Han er blevet det halve af mig og jeg af ham....men det er ikke kommet over natten, men fordi vi har givet os tid til at kæmpe for os selv og for hinanden igennem mange år, og så selv om det har virket umuligt, surt og vi har været trætte. Jeg er i dag intet uden ham. Han er den der kender mig bedst, ja bedre end min mor gør. Og så er forelskelsen ingenting, ved siden af det vi igennem årene har bygget op.......