Navlestreng

Jeg ku godt tænke mig at høre hvordan nogle af i andre oplever og takler seperationsangst i denne alder : )

 Jeg har aldrig oplevet det med drengene, i hver fald ikke i så voldsom grad at jeg har tænkt videre over det. . 

 Men med Gabrielle her, uha, hun er så mor syg at jeg slet ikke ka se hvordan i alverden jeg skal kunne aflevere hende i dagpleje med god samvittighed, min lille pige vil jo være ulykkelig hele dagen : ( 

 Vi har prøvet at få hende passet et par gange i nogle timer og en enkelt overnatning som bar har været timelang gråd fra Gabrielles side. . 

 Så hvad gør man ? Et par fif eller bar noget vil blive taget imod med kyshånd  ) 

Jah! Det er vitterlig en hård nød at knække!
William har selv været ekstremt moar-syg og tryghedsnarkoman! Han er så oxo født med utryghedsfølelser - det kalder de det

Nåh - men tjah, han skulle have været ude 1. januar - som han ville være blevet 10½ mnd, men da vi flyttede samtidig, og ikke havde mulighed for at få ham skrevet op i ny by inden - så har han 3 mnd.'er hjemme!
Jeg går derfor hjemme med ham - det er okay, selvom jeg vil sige, at jeg trænger inderligt til han kommer ud! Han trænger nu oxo selv :o)

Samtidig er jeg dog sygemeldt af div. årsager - så det går da det hele :o)

Vil sige, at netop i går sad jeg og snakkede med min mand omkring det - og sagde faktisk, at jeg var lykkelig for at William er mere end 1 år, når han skal ud - for han er klar og parat til andre mennesker! Det var nemlig SÅ tydeligt i går, da han og jeg var til lægen........
Så faktisk er jeg mere tryg nu - selvom jeg oxo var det før, kender jo selv rumlen, da jeg er pædagog og tit har stået i den med børn der skal afleveres :o)

Tror det gælder om at sige til sig selv, at det ikke er fordi man er ond man forlader sit barn, når det kun kalder på Moar!
Det er nødvendighed - og hun skal nok overleve! Det vigtigste er sådan set, at du sender signaler om du har det godt og det hele er godt!
Hun skal lige finde ud af, at Moar kommer igen - altid!

Kram fra,
Mette

Utryghedsfølelser alligevel ? Det har jeg aldrig hørt før *S*

 Men tror nu ikke det er noget hun er født med da det er noget der er kommet til da hun var omkring 8mdr og blevet helt vildt omkring 9 mdr . .

Hun går mod de 11 mdr nu, mon det er noget der går over af sig selv ? 

Ja her kender vi det også alt for godt med en morsyg lille dreng, Albert  har også været meget morsyg siden han var ca 8 måneder og vi har heller ikke kunne få ham passet særlig meget da han hurtigt blev meget ulykkelig så ja jeg frygtede også den frygtelige dag hvor jeg skulle aflevere ham hos hans dagplejemor men men det gik ud over alt forventning han var ca 9½ måned da han startede og jeg var der sammen med ham de første tre dage og det synes han jo bare var rigtig hyggeligt og han fik langsom lov til at vende sig til dagplejemoren, den fjerde dag prøvede jeg så at gå fra ham og han blev da lidt betuttede i ansigtet da jeg gav ham et kys og tog jakke og sko på men hørte ham ikke græde og da jeg var gået ud af døren og han skulle vinke gennem vinduet, vinkede og smilede han da også. Dagplejemoren fortalte så da jeg kom og hentet ham at han da blev lidt ked da det gik op for ham at jeg var gået men ikke noget der ikke kunne trøstes med en sut og lidt spændende legetøj. Så alt i alt er vores opstart i dagpleje gået meget bedre end jeg havde turde håbe på og i dag har han for første gang været der en held dag fra 8-15 og det var også bare gået rigtig godt. Så det handler meget om tror jeg at du som mor er tryk ved at han skal være der og ikke viser ham at du er ked eller utryk for det har jeg prøvet på ikke at vise. For ja selvfølgelig har man det dårligt når man skal aflevere sit dejlige barn hos en helt fremmede. Og skulle han græde så er det jo også en ganske normal reaktion så må du bare bide tænderne sammen og tænke på at det bare er fordi han elsker dig så højt og ikke vil af med dig og så prøve bare at være glad til du har lukket døren bag dig og så må du tude eller hvad du nu føler for når du er gået.

Sorry det blev lidt langt..

Ihhhhh alberts-mor, jeg ved jo godt du har ret *S*  Det er bar så svært syns jeg. men har heldigvis et par måneder at vænne mig til det i endnu : )

Tusind tak for svar  

Ja jeg ved så udemærket godt at det er svært, synes også det var rigtig svært i starten at aflevere min lille guldklump for tænkt hele tiden at der er da ingen der kan passe på ham så godt som jeg kan. Men nu hvor vi står i det synes jeg bare det hele er gået ud over al forventning og han er glad for at være der og for at blive aktiveret noget mere en jeg kan herhjemme. De sidste dage har han været i dagplejen fra 8-15 og han elsker det selvfølgelig bliver han også glad for at se sin mor igen, men man kan virkelig se at han hygger sig. Så det er bare så dejligt og jeg kan nå en masse ting som jeg ikke nåede før.

Så fat mod det skal nok gå det hele og husk på de dejlige unger har godt af at komme ud og skabe nye kontakter og opleve nye ting, selvom at det er svært for os mødre at undværre dem.

Mange knus fra Alberts-mom

Hejsa...

seperationsangst kommer som regel i denne alder.. 8-12 mdr er de værste for nogle.. Mit råd er uanset om barnet er mor/far syg at få den anden part til at deltage eller bytte roller.... Der må jo være en grund til det??... Nogle gange går det i sig selv igen.. Nogle gange tror jeg bare at selv om det kan være ret hårdt at aflevere ens barn i institution, at bide i det sure æble også bare gå..... Så kan man lette en tåre på vej af døren, men ikke mens barnet ser på.... Jeg ved det er hårdt især hvis man har haft en træls morgen og man bare ikke har lyst til at hælde mere benzin på bålet...

Håber du kan bruge det til noget....

Hilsner fra C

Jeg ku godt tænke mig at høre hvordan nogle af i andre oplever og takler seperationsangst i denne alder : )

 Jeg har aldrig oplevet det med drengene, i hver fald ikke i så voldsom grad at jeg har tænkt videre over det. . 

 Men med Gabrielle her, uha, hun er så mor syg at jeg slet ikke ka se hvordan i alverden jeg skal kunne aflevere hende i dagpleje med god samvittighed, min lille pige vil jo være ulykkelig hele dagen : ( 

 Vi har prøvet at få hende passet et par gange i nogle timer og en enkelt overnatning som bar har været timelang gråd fra Gabrielles side. . 

 Så hvad gør man ? Et par fif eller bar noget vil blive taget imod med kyshånd  )