Navlestreng

Hvad skal jeg gøre? Alle i mødre: Har i nogen råd? Hvordan føles det at blive mor? Hvordan er det at gå en graviditet igennem? Hvor hårdt er det? Og hvor hårdt er det at få en abort, selvom man ønsker barnet?

Jeg har aldrig haft held i kærlighed. Tror ikke, at der findes en til mig nogen steder, hvilket sikkert er mine egne særheders skyld, så det er ikke en beklagelse - det er bare en konstatering. Men det er trist, for jeg ville sørme gerne have en familie.

Og nu er jeg blevet gravid ved et totalt uheld med en mand, som jeg på ingen måde er interesseret i at tilbringe mit liv sammen med, og som i de 1½ år, hvor vi har set hinanden, har insisteret på at holde det som en hemmeligehed (han er ellers single) og altid har nægtet at tale om os og vores 'forhold'. Jeg har ingen familie overhovedet, jeg er udstationeret i udlandet på en kontrakt, som ikke udtaler sig om barsel, så det er uklart, hvad der kommer til at ske med mit arbejde, hvis jeg får et barn. Mit netværk er begrænset, og det jeg har, befinder sig i Danmark, ligesom faren til barnet gør det.

Men jeg er også 35, og jeg tror ikke, at jeg kan overleve smerten ved ikke at nå at få børn. Jeg er ved at drukne i frygt, men alligevel vil jeg gerne have barnet. Til min ufatteligt store overraskelse viste faren sig noble, da jeg fortalte nyheden, og tilbød, at jeg kunne komme tilbage til DK, så vi kunne flytte sammen og få barnet (selvom han ikke lød synderligt begejstret). Men jeg har på INGEN måde lyst til at flytte samme med ham. Jeg kan ikke sove om natten, fordi jeg spekulerer og spekulerer. Jeg er så bange og alene og ulykkelig og fortvivlet. Jeg har dårlig samvittighed overfor barnet, og overfor faren, og overfor mit arbejde, og overfor alle, der kan blive ramt af dette. Nu er mit spørgsmål:

Skal jeg få en abort?

Skal jeg få barnet og forsøge at blive her i udlandet, hvor jeg for første gang i mange år har følt mig godt tilpas?

Skal jeg få barnet men flytte tilbage til DK og mit netværk uden dog at flytte sammen med faren?

Skal jeg få baret og flytte sammen med faren, selvom jeg kan sige med sikkerhed, at jeg vil ende med at hade ham, hvis jeg gør det (jeg kender mig selv ret godt og ved, at det ville være fremtidudsigten)?

Hjælp mig I kloge mødre, der ved mere end jeg. Giv mig et råd.

Hej

Hold da op du har meget at du går og spekulere over.

Først vil jeg svare på nogle af dine første spørgsmål, om det er hårdt at komme igennem en graviditet. Graviditeter er jo lige så forskellige som de kvinder der går igennem dem. Min var nem og ukompliceret, jeg blev stor som et hus, men fortsatte på mit studie indtil tre dage inden min fødsel. Selvfølgelig syntes jeg da nogle gange at det var hårdt, men det var det hele værd. Jeg følte mig aldrig alene. Jeg kunne altid bare holde på min mave, så var det som om man kunne klare det hele, når man tænkte på at derinde lå der noget helt fantastisk og unikt. Somme tider kunne jeg da godt syntes det var lidt skræmmende at jeg "lige pludselig" ville stå med ansvaret for et lille menneskeliv. Men det tror jeg er helt naturligt.

Nu kender jeg da jo ikke. Men ud fra det du skriver syntes jeg det lyder som om du gerne vil have barnet. Hvis det er det dit hjerte siger, så lyt til det. Det kan da godt være at det bliver hårdt at skulle være alene mor. Og du bekymre dig om du skal blive eller flytte hjem. Det er nemt for mig at sige, men du skal lytte til dit hjerte. Gør hvad du føler aller mest for og tænk ikke på andre end dig selv og dit ufødte barn.

Det kan det godt være at det ville være praktisk at flytte sammen med barnets far. Hvilket jeg må give dig ret i var nobelt af ham at tilbyde. Men hvis du allerede ved det vil gå galt, hvorfor så lade dig selv gå igennem det...

Jeg ved at måske ikke lige var alle svarene på dine spørgsmål... Men ville bare lige sende en lille mail og lade dig vide at du ikke er helt alene i verden...

AL held og lykke til dig.

Mange venlige hilsner

Ninette 

Hej søde du...

 Hold da op en forvirring, kan godt forstå du er i tvivl.

Til at starte med må jeg give Ninette ret, den eneste "rigtige" måde at få svar på, er at forsøge at lytte efter ens eget hjerte... Og det kan så være svært nok i sig selv!

Vil prøve at give dig lidt af mine 25 øre og tag det du kan bruge og smid så resten væk. Det er dig der inderst inde kender sandheden og det rigtige for dig, uanset hvor meget jeg eller vi andre så ytrer vores meninger eller måder at gøre ting på. 

Måden jeg prøver at gøre det på - når alle mine tanker roder - er først at gøre klart for mig selv hvilke muligheder der er og "sætte dem på række" i mine tanker, uden at gå ind i dem eller mærke dem for meget. Så tager jeg den første og forestiller mig det var det valg jeg tog, og er opmærksom på den første følelse jeg får, efter jeg er begyndt at forestille mig scenariet...

Er jeg glad, ulykkelig, er der noget der stritter imod eller føles det lidt rigtigt eller en helt anden følelse?

Når jeg på den måde objektivt har registreret de forskellige følelser jeg har, forbundet med de forskellige valgmuligheder, sidder jeg ikke nødvendigvis med en klar følelse af hvad jeg vil, men er dog noget nærmere, da jeg så i det mindste bedre kan fravælge dem der ikke føles gode eller rigtige. Og sådan kan man blive ved, indtil man er tættere på målet.

Som menneske er jeg nok også en smule metodisk, når tingene begynder at rode i hovedet på mig. men... Det behøver jo ikke være skidt.

Du virker som om du gerne vil have barnet og derfor er jeg ikke sikker på en abort vil være det rigtige for dig. Den slags mener jeg man skal være noget afklaret med for at få foretaget.

Start derfor med at mærke efter i dig selv (uden at blande for meget af det andet eller mulighederne ind i det) om du dybest set gerne vil eller ikke vil barnet. Ikke fokusere for meget på de forskellige omstændigheder der kan være hvis du så vælger at få det, men først og fremmest på om du vil eller ikke vil.

De eneste du skal have samvittighed over for i dette spørgsmål, er dig selv og barnet. De andre tæller ikke i dette spørgsmål, for det er din lykke (og dermed evt. barnets) det handler om her. Og din lykke er absolut vigtig, specielt hvis du vælger at beholde. Det er den energi du vælger at fylde dig selv, dit liv og evt. dit kommendebarn med, så den er absolut ikke at kimse af.

Når den så er nogenlunde på plads har du forhåbentlig en idé om det er aborten eller om du nu skal til at undersøge hvad dine muligheder så er. Hvis du vælger at beholde, ville jeg nok prøve at finde ud af hvordan det stiller dig, i det land hvor du selv skriver at du har det bedst.

Find ud af hvad du så kan gøre og hvordan det foregår, hvad der evt. er af alternativer m.v. ... Gør evt. det samme, blot for Danmark, det kan jo være at det at blive i landet du er i nu, ikke er den optimale løsning... Og et eller andet sted kan du vel altid flytte tilbage til landet du gerne vil være i, når du først har født, hvis nu det er for omstændigt at gennemføre en graviditet der... Du skaber selv dine grænser :o) ... Og husk - mærk efter!

Der kan du måske bruge mit råd med at stille scenarierne op, og mærke hvilken følelse de forskellige tanker giver dig, en efter en. 

Jeg fylder selv 36 på fredag, er gravid med mit første barn i 37. uge (sat til 01.07 - stor stor mavse uden problemer af nogen art i min graviditet, undtagen halsbrand en masse) og regnede med i mange år at jeg slet ikke skulle have børn. Jeg har gennem tiden fået en del aborter, så vil mene at jeg kan snakke ud fra erfaring på det område. Og vil så sige at en abort IKKE er den rigtige løsning, hvis man dybest set gerne vil barnet.

Jeg er heller ikke tilhænger af at få børn og blive sammen med faren, "bare fordi".... Så er du - i mine øjne - bedre tjent alene, selvom det nok bliver hårdt, for ved at blive sammen med et menneske du ikke elsker (og som du heller ikke regner med elsker dig) udsætter du både dig selv og dit kommende barn for nogle energier der ikke virker sunde for mig. Så hellere alene. Det andet vil dræne dig endnu mere og er ikke sundt for sjælen - hverken din eller barnets - som jeg ser det. Farens sjæl er jeg lidt ligeglad med i dette tilfælde ;o)

Op med ørene søde du... DU skal nok træffe den rigtige beslutning for DIG, selvom det er en ordentlig mundfuld du her har givet dig i kast med. Jeg føler med dig - hvilket jeg er sikker på mange andre der læser dit indlæg også gør - og håber at du snart kan slippe lidt af din forvirring og komme nærmere din sandhed. 

Gode ønsker og alt det bedste til dig. 

MamaSushi (aka Claire)

Hej RetAlene!

Det første jeg vil sige til dig er: TIL LYKKE!!!

Det er ikke fordi, jeg ikke anerkender din fortvivlelse, din angst og din store, nagende tvivl. Men jeg synes lige, jeg ville prøve at give dit et lille positivt indspark.

Jeg synes, du skriver det selv: Du tror ikke, du kan overleve smerten ved aldrig at få børn - og du er 35 år gammel nu.

Når jeg analyserer din tekst, så har du selv givet svaret - har du ikke?

Så kommer så alt det komplicerede med faderen til barnet, hvor skal du bo?, hvad skal du leve af?, hvad med karrieren?, hvad med netværket?, skal du være enlig mor fra starten af eller prøve at danne kernefamilie med den biologiske far? osv.osv.....

Alt det ovenstående kan du begynde at arbejde med efterhånden som din graviditet skrider frem, for det er spørgsmål, som tager tid og forberedelse og planlægning og eftertanke osv. at besvare.

Det eneste jeg vil sige, er at jeg læser ud fra dit brev, at du ønsker det her barn med hjertet uanset hvor uplanlagt og ukontrolleret, det er dumpet ned i dit liv.

Og ja - det her barn kan meget vel være eneste og sidste chance for at blive mor. Du er jo 35 år- og du kender ikke din evne til at koncipere som årene skrider frem. En abort kan også give komplikationer, der kan gøre det svært at blive gravid senere. Det er godt nok sjældent. Men risikoen er ikke 0. En provokeret abort er ikke en lille ting man kan få udført det ene øjeblik og glemme det næste. Du skal leve med den abort resten af dit liv, hvis du får den foretaget på samme måde som du skal leve med barnet resten af dit liv, hvis du vælger at føde det. Derfor skal du ville aborten 100% - du må være i tvivl. På samme måde som du skal ville barnet 100% - det fortjener barnet. Er du klar til at få en abort og så vide at i år kunne det barnet være fyldt x antal år, hvis du havde født det?Min pointe er at "skaden" hvis man kan tale om en sådan? - er jo sket. 

Du ER gravid - det kan du ikke gøre ugjort ved at få en abort. Uanset hvad du gør nu, så vil det præge dig og dit liv for altid. Men det er meget nemmere og mere ukompliceret at komme helt over en abort, hvis man er helt afklaret. Som du beskriver, din situation mener jeg, det ville være en decideret lægefejl, hvis din læge henviste dig til provokeret abort i din tilstand.

Jeg synes, du skal spørge dig selv: har jeg lyst til at få et barn? Har jeg lyst til at blive mor? - kan du svare ja - så vælg barnet og vælg dig selv som kvinde med din naturlige lyst til at bruge din reproduktive evne.

Omvendt svarer du nej - jeg har overhovedet ikke lyst til at få et barn, jeg har overhovedet ikke lyst til at blive mor - det fylder mig med ulyst og jeg ønsker ikke at mit liv ændrer sig og jeg får de begrænsninger som et barn altid medfører - så kan du overveje en abort. Men du kan også stadig overveje at få barnet - for du ved jo ikke om du vil kunne lide at være mor og om du vil elske barnet til himlen og tilbage før du har prøvet det.

Igen vil jeg tage udgangspunkt i, at du ER gravid. Hvis du ikke var det var det jo noget andet. Så kunne du arbejde på at forhindre det på mange måder. Men du kan ikke gøre gjort ugjort - heller ikke ved at få en abort - den skal du også leve med og det kan blive svært hvis ikke du virkelig ønsker den.

Derfor synes jeg, du skal tage et helt enkelt valg lige nu - og det valg skal kun handle om du vil føde barnet eller ej. Alle de andre ting skal du ligge helt tilside. Spørg dig selv i hjertet - elsker jeg allerede det her barn en lille smule? Ønsker jeg det en lille smule selv om det ikke var planlagt?

Hvis du kan sige bare lidt ja - så skal du ikke have aborten.

Hvis vi antager, at du nu har valgt barnet og dit moderskab, så giv dig selv et godt stykke tid til bare at lade det synke ind og nyde det. Giv dig selv lov til at være glad for at du har fået sådan et mirakel.

Lav en liste over alle de mange positive ting det vil medføre i dit liv!

Lav en lille fest - uden alkohol dog - og fejr at dit liv kommer til at ændre sig helt enormt.

For det at få et barn ændrer ALT. Men efter min og mange andre mødres mening er det det værd.

Når du så har fået lidt energi og overskud, så går du i gang med at løse alt det praktiske og logistiske. Et problem ad gangen. Du opsøger professionel hjælp så ofte det er nødvendigt!

Det følelsesmæssige især omkring barnets far er meget kompliceret - det er også noget tiden må vise, hvad du skal vælge der.

Men det vil betyde meget for dit barn, at du og barnets far kan samarbejde og holde en høflig kontakt om ikke andet.

Og hvis du vælger at du skal være enlig mor, så får du brug for hjælp! Meget hjælp! Så begynde at arbejde på at skaffe dig et netværk. Som afrikanerne siger: It takes a village to raise a child. Du behøver ikke en hel landsby, men du skal have et lille netværk af venner som du kan trække på hvis ikke du vælger at flytte sammen med faderen.

Men det væsentlige er, at du vælger barnet til eller ej. Og glem alt om skyld. I er i så fald da to om det. Der er jo også en der har gjort dig gravid med mindre du da er hermafrodit . Nu er det altså sådan at du ER gravid - og abort er efter min mening kun for kvinder der virkelig afskyr moderskab og børn. Mange kvinder får en abort fordi det er så nemt - og fordi det er blevet så almindelig en løsning - men det er altså ikke det samme som en slags forsinket prævention. Jeg er ikke imod abort 100%, men jeg synes bare, at mange kvinder ikke får passet på sig selv når de står med en uplanlagt graviditet. Har selv en veninde der blev presset til en abort - endda af sin mand. Jeg bad hende om at afslå abort for hun ville gerne det barn, men hun lod sig presse. Bagefter sagde hun, at det ville hun aldrig gøre igen for det var ikke bare sådan en lille ting, man hurtigt glemmer, som man ellers får indtryk af.

Ja - det er nok hårdt at være enlig mor - så forbered dig grundigt. Der må også være nogle foreninger, du kan melde dig ind i. Er der ikke noget der hedder Singlemom.dk eller sådan noget?

Men altså - jeg vil sige TIL LYKKE! Efter min mening er et barn en stor, stor gave - også selv om omstændighederne ikke er optimale.

Men er de det for nogen? Mine børn har været planlagte, jeg har været i et fast parforhold - men der var og har da hele tiden været mange problemer også.

Jeg synes, det er det hele værd - og hvis det var min mand, der som i tilfældet med min veninde havde sat mig stolen for døren - mig eller endnu et barn - så havde jeg sagt til min mand:

Hvor er du dog et dumt fjols! Tror du virkelig, jeg ville gå gennem den skrækkelige oplevelse at få en abort for at kunne blive ved med at leve sammen med en så umoden mand som har presset mig til ikke at føde mit barn?

Abort er kun for de helt afklarede - som virkelig ønsker aborten på ethvert plan. Abort er ikke for den kvinde, der et eller andet sted godt kunne tænke sig barnet.

Prøv at tillade dig at være glad over, at der vokser et nyt liv i din mave - at det ikke er planlagt gør det ikke minde til et mirakel. Du er ikke egoistisk og du er ikke skyldig i noget - du er bare en kvinde, der nu skal være mor - og alt det andet, det finder du ud af med tiden, hvis du gør dig umage.

synes det er svært.  jeg er meget modstander af abort. med mindre barnet fejler noget.  du er 35. måske er det din sidste chance for at få et barn. du beøver jo ikke bo med faren. men nøjes med at få det sammen med ham. og se hvad tiden viser. 

håber du kommer frem til hvad du virkelig ønsker

knus camilla

Hej

Stod lidt i sammen situation som din for 12 år siden, udstationeret og uønsket gravid. Jeg var tilgengæld ikke i tvivl om at jeg ville have en abort, da jeg var alt for ung, og ikke ønskede at være sammen med faren. Faren ville gerne hjælpe mig men ville ikke have noget med aborten at gøre pga. hans religion. Jeg gennemførte aborten og det gik faktisk bedre end ventet, men det var også fordi der ikke var nogen tvivl fra min side. Havde også et ok forhold til faren bagefter selvom det var hårdt for ham at "tilgive" mig.

I dit tilfælde er det dog noget helt andet, du er i en alder hvor det er smart at få børn, og hvis du er i tvivl om abort er det IKKE din løsning. Jeg vil nok råde dig til at få barnet alene og så lade faren spille en lille rolle hvis muligt. Jeg fik mit første barn så 35 årig, og har efter det lært en masse nye mannesker at kende, gennem mødregrupper, babysvømning, gymnastik osv. så man kan altså hurtig opbygge et netværk, hvis man bare tør vise flaget. Pigerne i min mødregruppe er nogle af mine mest fortrolige, da de jo sidder i sammen situation og vi har aftalt at der er tavshadspligt i gruppen.

Så få vidunderbarnet og nyd det. Husk den rigtig mand skal nok komme, hvis man bare holder op med at spilde tiden på at kysse frøer.

Alt muligt held og lykke.

Ps: Jeg er selv gravid igen, og ved at gå til at kvalme og træthed men glæder mig også helt vildt og ved at det er ved at være sidste udkald, da jeg er 38.