Navlestreng

Jeg sidder her som jeg plejer... Alene i min lille lejlighed, Iliana sover som en sten inde i soveværelset... Indimellem plejer M at komme rendende... Men det tvivler jeg på at han gør efter vores samtale igår... Ham har jeg nok fået skræmt væk, og det gør ondt... Men han skulle jo have at vide at han skal være far til marts... Når min krop så vælger at backstabbe mig, så jeg har haft menustration (eller blødninger, som det nok hedder) mens jeg er gravid, kan jeg ikke gøre noget ved det... Først var jeg mega bange for at fortælle ham det (Han er lige kommet ud af en slem depression, så hans reaktionsmønster er overhovede ikke som det plejede at være... ) Men han tog et faktisk ret pænt, jeg har aldrig oplevet han så stille... 

Men nu er det så at jeg er mega bange for hvad han beslutter sig for... Jeg vil ikke presse ham til noget han ikke har lyst til, men jeg vil stadig gerne have at baby får en far... Jeg frygter at han vælger at vende ryggen til det hele.. Og så mister jeg ikke bare en af mine bedste venner, men også faren til baby...  Jeg VED at han vil blive en god far, spørgsmålet er vel mere om han har mod på at lukke et lille væsen ind i sit hjerte... Jeg taler af erfaring når jeg siger at de kommer aldrig ud igen... Så lige nu krydser jeg alt hvad der overhovede kan krydses, og håber af hele mit hjerte at han er den mand jeg kan se at han er, og ikke bare den drengerøv han viser alle andre... 

Kryds fingre med mig... Jeg VED at han kan, og jeg VED at jeg får brug for en at støtte mig til...