Navlestreng

Min søn på 9, lider simpelhen sån` af hjemve! Vi har atter engang måtte sande, at det er et stort problem for ham.

Fra i går til i dag, skulle han overnatte ikke mindre end 3 km hjemmefra, sammen med hans klasse. Jeg var meget spændt, for han havde sagt på forhånd, at han ikke ville med, men jeg havde bestemt at han skulle!

Jeg talte med hans lærer, og hun talte med ham, og foreslog så, at han kunne være fotograf på turen. Det ville han gerne.

I går morges blev han afleveret med oppakning og kamera. Jeg ved at det er værst om aftenen, så jeg holdt vejret da kl nærmede sig 21.....21.30...... og 21.50.....ring..ring...

Det var hans lærer, der sagde at Rasmus græd. Han ville have hans bamse ( Den han havde nægtet at tage med!!!)  Aftalen blev, at far skulle komme med bamse. Rasmus måtte ikke komme ud efter den, men en lærer hentede den.

Far kom hjem igen. Kl blev 22.20....22.40....22.45 BiB...BIB....en sms tikkede ind....Godnat mor. Hilsen Rasmus....Han havde lånt en mobil fra læren.  Jeg skrev godnat tilbage.

Kl 23.30 gik jeg i seng. Her til morgen kom en ny sms kl 9....godmorgen stod der...he.he....

Går det væk engang tror I? Ingen af mine andre børn har haft nogen form for hjemve, og det er fuldstændig ligegyldigt, hvor han sover, den er altid gal, når han ikke sover hjemme....

Alle børn er jo forskellige og hvor nogle er fløjtende ligeglade med hvor de sover og hvem der er sammen med dem, så er der andre der har det helt anderledes og det synes jeg man skal respektere fremfor at se det som et stort problem. Og det er jo ikke afstanden der gør den store forskel men bare det at det ikke er hos forældrene. Men nu overnattede han der da og det lyder da som om det er gået ok.

Nogen børn lider mere af hjemve end andre og det er nok lige så individuel som børn nu engang er....

Men det lyder da til at han har haft en god tur alligevel og at hans lærer støtter godt op om det!

Jeg har altid da jeg var barn lidt rigtig meget af hjemve. Ved ikke om du har prøvet det men jeg kan fortælle dig at det er en grim grim følelse. Man vil så gerne det de andre vil og prøver at være stærk men...den ene gang efter den anden går det galt. Jeg ved ikke rigtig om jeg er tilhænger af at sige skal!! Min mor og far har altid sagt at jeg skulle prøve men at de godt ville hente mig. Det har hjulpet mig i min kamp....men der er jo forskel på fisk og børn:-) Bare i aldrig kalder det for pjat, lov mig det. For det gør ondt inden i et barn der kæmper så meget med noget så grimt.

Men det lader jo til at han har haft en succes med den seneste overnatning. Ros til ham!! og jer:-)

Men jeg kan ikke gisne om hvornår det sker men blot fortælle at det går over:-)

Mange smil Kristine