Navlestreng

Jeg har to dejlige børn på 5 og snart 3 år, som jeg elsker overalt på jorden. Det var rigtig hårde graviditeter, da jeg er så uheldig at lide af hyperemesis. Dvs. at jeg kaster op hele døgnet både vådt og tørt. Det holdte ikke op før i 7 mdr. og kom til bage i 9. måned.

For 2 år siden blev jeg gravid på p-piller. Det var rigtig møg tidspunkt for min mindste var kun 8 måneder og havde skreget lige siden han blev født med kolik, øreproblemer og rygproblemer. Jeg følte mig tvunget af min mand og bekendte især min mor til at få en abort. På baggrund af dette samt at jeg allerede var begyndt at kaste op og havde fået væske to gange valgte jeg en medicinsk abort. Dette gav mig en enorm skyldfølelse og en lang depression. Jeg kæmpede mig tilbage til en ny mig efter hjælp fra læge og psykiater.

MEN jeg følte at jeg manglede noget. Vi snakkede om at prøve igen og blev enige om at prøve at blive gravid. Efter blot en måned kom jeg til den konklusion at jeg ikke ønskede flere børn pga. mine omstændigheder når jeg bliver gravid. Men inden vi kunne nå at se os om var jeg blevet gravid.

Det gjorde mig glad men også bekymret. Jeg begyndte at blive "syg" inden de to streger viste sig og inden jeg var i 5. uge var jeg nødsaget til at sygemelde mig. Jeg kastede op 17-20 gange om dagen, kunne ingen ting, ikke engang lege med mine børn, lave mad til dem eller passet huset. Jeg sov bare der var to minutters stilhed. besvimede og kunne ikke andet end sove og være ked af det.

Det skal lige nævnes at min mand lige var startet op som selvstændig, min far fik en blodprop i hjernen 4 mdr. forrinden, så der var ingen hjælp af hente. Min mand har ingen familie der kan hjælpe os. Jeg forsømte mine børn og havde skyldfølelse overfor dem.

Til sidst var jeg slet ikke glad for graviditeten, sygehuset ville indlægge mig. En onsdag da jeg var oppe og få væske, som slet slet ikke hjalp mig, blev jeg enig med mig selv om at jeg ville have en abort. Det gik hurtigt og det skete om fredagen.

JEg fik det hurtigt bedre fysisk, men ny psykisk er jeg helt i ubalance. Vil have graviditeten igen, fortryder, skyder skylden på min mand. Er ked af det. JEg går ved psykolog nu og hun mener at jeg var tvunget af omstændighederne og alle andre synes at jeg tog det rigtige valg, men jeg kan altså ikke komme videre med mit liv.

Jeg ved at jeg nok ikke fortjener at komme videre eller tilgivelse, men dette er blot et indlæg der måske kan hjælpe andre i min situation eller måske er der en der har prøvet noget lignende.