Navlestreng

Lillepigen kan godt være lidt sådan en gang i mellem. Hun er på samme alder. VIL IKKE, VIL IKKE, VIL IKKE! græder hun - og fem minutter efter sover hun som en sten til den lyse morgen, så det er ikke fordi hun ikke er træt. Jeg tror ret og slet, at verden er for spændende, og hun er begyndt at blive klar over, at verden fortsætter og der sker ting, selvom hun er lagt i seng og det er bare så trist ikke at få det med...

Jeg har ingen videnskabelig opskrift eller smarte fiduser, men her er, hvad jeg gør...

Hvis hun går ud af sengen, følger jeg hende tilbage, men det er sjældent, det sker, for hun ved jo godt, at det ikke hjælper. Som regel lader jeg hende klage lidt og ser om hun klarer at falde til ro selv. Hvis ikke går jeg ind, giver hende lidt vand at drikke, hvis hun vil have det og giver hende et knus og stryger hende på ryggen for at hjælpe hende til at falde lidt til ro og vise hende, at jeg ikke er sur på hende. Hvis det ikke hjælper, eller hvis hun bare bliver ved, så sætter jeg mig rolig ned med hende og fortæller hende, at nu er det nat osv og forklarer, at når jeg går ud fra hendes rum, så skal jeg ind i stuen at rydde op og så skal jeg vaske op, og så skal jeg også gå i seng - eller lignende. Det plejer at hjælpe lidt. Og efter et lille stykke tid, når jeg mærker, hun slapper af, så prøver vi igen. Og sådan fortsætter det. Men jeg er sjældent inde hos hende mere end to gange - og i det sidste er der mange aftner, hvor det slet ikke har været nødvendigt. Det er vel endnu en af de faser, de går igennem...

Lykke til med det hele. Det føles ikke som en god ende på dagen, når det bliver sådan, så jeg skal krydse fingre for, at det snart løser sig!

Ida