Enlige mødre.
18år og gravid
Hej Alle.
Håber lidt på at der er nogle råd til hvordan man glemmer at ens barn nok ikke volsker op med en far?
Jeg er 18år, og ca 2 måneder henne. Jeg skal ikke regne med noget fra faren overhovedet, men både min og hans familie støtter mig.
Jeg er mere voksen end de fleste 18 årige, men lige nu føler jeg mig som et lille barn der ikke kan noget.
Jeg har bare brug for at snakke med nogle der ved hva jeg taler om.
Knus
Svar til 18år og gravid
-
- Justanothermom
- 16. aug. 2008, 19:19
hey.. jeg fik min søn da jeg var 18.. jeg blev tit bange og urolig og havde brug for min egen mor.. jeg er nu gravid igen lidt over 3 mdr denne gang en ny far som ikk ønsker nogen kontakt til hans barn så forstår godt hva du snakker om.. jeg føler mig selv meget skuffet som om det vi har i maven er en bluse man bare kan smide væk..
-
- AnneGry
- 16. aug. 2008, 20:50
Min mor var 19 år gammel, da hun blev gravid og skulle have mig. Faderen var et flygtigt udenlandsk bekendtskab, som ikke lige var i nærheden eller havde planer om at skulle være far. Resultatet er, at jeg ikke kender mig rigtige far andet end af navn.
MEN: Jeg har altså haft en fantastisk opvækst alligevel. Indtil jeg var fire år gammel, boede vi alene sammen, mor og jeg, og det husker jeg som en meget hyggelig tid. Så mødte hun en ny mand, som jeg nu regner som værende min far, de har givet mig 3 søskende og lever stadigt lykkeligt sammen. Så kernefamilien kom, den var bare lidt forsinket.
Du skal nok klare det flot, med eller uden far.
-
- L0tte_
- 17. aug. 2008, 8:31
Man kan sige at der er dejligt at både din og hans familie vil støtte dig igennem det hele .. Det kan osse være han ændre mening når han ser barnet , nu hvor hans familie jo meget gerne vil være en del af det hele .. Håber da kun det bedste for dig ... Og du vil sagtens kunne klare det , ingen tvivl om det .. :) Der er mange enlige forældre derude , og de kan .. :) Så mon ikk osse du kan ;).. Bare altid husk du har din familie , de skal nok hjælpe dig igennem ... :)
-
- Ranarupta
- 18. aug. 2008, 9:09
Hej,
Jeg kan nok ikke sige noget om dét at være gravid i en ung alder uden at have barnets far ved sin side. Og dog...
Jeg har ikke nogle børn og jeg er heller ikke gravid - men det ønsker min kæreste og jeg for os begge nu.
Min mormor var 17, da hun fik min mor. Min mormor og morfar var sammen igennem det hele og min mor er yderst velfungerende med en lederstilling; hun er en meget aktiv del af lokalpolitikken i mine forældres bo-område; min mor og stedfar er aflastningsfamilie for en 12 årig dreng, der har brug for lidt ekstra hjælp.
Min mor fik mig, da hun var 17. Det var bestemt ikke planlagt. Men nu var hun altså gravid og faren - en musiker på 25 - tog ikke sin del af slæbet. Han var i billedet on/off og jeg tror, at grunden til at hun har tilladt, at han flagrede ind og ud af hendes verden var, at jeg skulle lære ham at kende. Jeg kender og elsker min far, som det nu er muligt. Han er en meget svær person. Og det har da heller ikke været nemt for min mor, da hun skulle kæmpe mod min far (og hans påstande) om forældremyndigheden, da jeg var helt lille.
Min mor havde lidt opbakning fra sine forældre - min mormor var den støttende part, hvor min morfar var rasende og perfid.
Dét, jeg prøver at sige, er at jeg også er nogenlunde velfungerende. Og det er på trods af at min far er en vatnisse og ikke har taget ansvar, og på trods af delvis opbakning.
Min holdning er, at det helt sikkert er bedst for et barn at have begge sine forældre (det gælder også stedforældre - jeg er ihvertfald lykkelig for min stedfar), men nogle gange så driller livet og tingene bliver ikke helt som ønsket. Hvis blot du elsker dit barn (og hvem elsker ikke sine børn?), så er jeg overbevist om, at det hele nok skal gå!
Mange varme tanker, Karina