Enlige mødre.
Alenemor - og kun 9 uger henne... hjæææælp
Hej alle
Jeg er helt ny i dette forum, men jeg kan se, at mange af jer er rigtig søde til at komme med gode råd og idéer. Derfor håber jeg, at i kunne give mig nogle gode råd
Min situation: Jeg er gravid - juhuuuuuuu :o) Til juni skal jeg være mor for allerførste gang i mit liv! Det er en fantastisk fornemmelse. Jeg er stolt, glad, lykkelig, og glæder mig mest af alt til det, jeg altid har drømt om!
MEN - problemet er, at jeg for 1 1/2 måned siden mistede ALLE mine følelser for min kæreste. Vi havde det PERFEKT, og jeg mener virkelig perfekt. Han er den type mand, som er romantisk, kærlig, omsorgsfuld, betænksom, komplimenterende og mest af alt, han er vild med mig! Vi har altid haft det godt sammen, og haft let ved at tale om tingene. For 1 1/2 måned siden begyndte jeg at blive irritable, ked af det, stresset og ulidelig at være sammen med. Den her fantastiske mand gav mig alt hvad han kunne give mig; plads, omsorg og kærlighed - selvom jeg var en dum ko overfor ham (snerrede, og ignorerede ham). Jeg var selv meget frustreret over situationen og græd over min behandling af ham, men tålmodig og fantastisk som han jo er, slog han det hen med at jeg bare havde for meget at se til. (og det havde jeg faktisk også, travlt på jobbet, og gang i selvstændig virksomhed ved siden af...)
For 4 uger siden begyndte mine alarmklokker at ringe, da jeg var gået over tid! Da det er sket nogle gange tænkte jeg ikke nærmere over det. I kender det sikkert, så tager man en test, negativ og vupti, så er der malere i opgangen :o) (aka=menstruation...) Så jeg tog det ikke så tungt, at min menstruation var udeblevet. Jeg tjekkede på nettet og læste mig frem til, at den også kunne udeblive grundet stress, og derfor lod jeg det ligge. En uge efter tog jeg en test, og den var negativ, så jeg tænkte - okay, det ER stress. Nå, en uge mere - med begyndende brystsmerter, kvalme og oppustethed! Så skete der noget, testen var positiv! Jeg var på vej ud af døren (var alene den weekend) og skulle på messe med min egen virksomhed, og den var så positiv! Puha, sikke en oplysning lige inden jeg skulle afsted, og alligevel. Vi er jo kvinder, og vi har jo intuition. Jeg vidste det jo godt!!! Straks fløj en masse tanker gennem mit hoved "hvad nu, og hvad skal der så ske". Jeg fortalte selvfølgelig min kæreste om situationen, og han blev mundlam. Det her er også det han vil, men han har jo også bemærket min manglende omsorg og kærlighed overfor ham, så selvklart spekulerer han på vores fælles fremtid!
I starten talte jeg lidt med ham om at gå fra hinanden, og det var han selvfølgelig meget ked af. Han mener helt bestemt, at sådan som jeg har det, er grundet hormonerne og alle de nye følelser der følger med en graviditet. Sjovt nok har vi regnet ud, at mine følelser forsvandt, da jeg blev gravid! Så han håber jo på, at de kommer tilbage igen, men jeg er bange for, at de slet ikke dukker op igen! Nå, men de fleste ville jo så vælge en løsning, som ikke involverede 9 måneder og et barn som følge. Jeg mener bare at jeg, nu hvor jeg er 30, har fast job, god indtægt, god uddannelse, og kommende skøn bolig, virkelig må stå inde for det ansvar, der påligger mig. Jeg har stadig muligheden, at få barnet fjernet, men den tanke kan jeg slet ikke bære. Den tanke splitter mig i en millard dele, og jeg kan slet ikke forene mig med det!
Nu er faktum så, at jeg i denne weekend gjorde det HELT forbi med min kæreste. Han er sgu for god til at skulle finde sig i sådan et hysterisk tilfælde som mig. Den ene dag tegner det lyst, den anden dag er det helt af h til! Det var han virkelig ked af, og vi aftalte at jeg ville køre hjem til min mor, og tænke mig godt om! Hos min mor talte vi rigtig meget om tingene, og jeg fik STOR opbakning til det at være ene mor, og alt der følger med! Efterfølgende snakkede jeg så med min - ja, tidl. kæreste om man vil, og jeg fortalte ham, at jeg nu var fastbesluttet på at beholde barnet! Han blev utrolig glad og græd af glæde. Et eller andet sted sikkert fordi et barn også er hans store drøm, og på den måde har han jo også stadig mig i mit liv. Min drøm er, at vi - selvom vi ikke er kærester - kan være nogenlunde fælles om denne opgave. Vi har talt om det, og han griner lidt af mig, og siger jeg har en naiv og romantisk holdning til det, og han har helt ret. Min drøm er, at han vil gøre alle de ting, som han gerne vil med det her barn, og at han vil hjælpe mig med de nødvendige ting i starten. Det er han helt indforstået med, men jeg ved jo også godt, at den går indtil der dukker en ny "bonus-far/mor" op i vores "familie".
Mit spørgsmål til jer alle er derfor: Er det fuldstændig normalt, i min situation, at være fyldt med bange anelser, frygten for det ukendte, tvivl omkring om jeg skal beholde barnet osv. ER det mine hormoner der spiller mig et puds, eller er jeg bare i ren fornægtelse! Har I nogen erfaringer med det at være single/alene mor, allerede inden fødslen eller har i lign. historier? jeg vil så gerne have nogle input. Jeg er kun 9 uger henne, og kan stadig nå at "ændre" på situationen (gud forbyde det!) og jeg vil virkelig gerne have jeres gode råd!
KH
Cooksi
NB. Det skal lige siges, at faderen og jeg er super gode venner, har det godt, og griner og græder sammen gennem hele denne fase - desuden er han så skøn, at han selvfølgelig ikke vil gå glip af noget som helst! jeg er virkelig privilligeret, og ved det :o)
Jeg er helt ny i dette forum, men jeg kan se, at mange af jer er rigtig søde til at komme med gode råd og idéer. Derfor håber jeg, at i kunne give mig nogle gode råd
Min situation: Jeg er gravid - juhuuuuuuu :o) Til juni skal jeg være mor for allerførste gang i mit liv! Det er en fantastisk fornemmelse. Jeg er stolt, glad, lykkelig, og glæder mig mest af alt til det, jeg altid har drømt om!
MEN - problemet er, at jeg for 1 1/2 måned siden mistede ALLE mine følelser for min kæreste. Vi havde det PERFEKT, og jeg mener virkelig perfekt. Han er den type mand, som er romantisk, kærlig, omsorgsfuld, betænksom, komplimenterende og mest af alt, han er vild med mig! Vi har altid haft det godt sammen, og haft let ved at tale om tingene. For 1 1/2 måned siden begyndte jeg at blive irritable, ked af det, stresset og ulidelig at være sammen med. Den her fantastiske mand gav mig alt hvad han kunne give mig; plads, omsorg og kærlighed - selvom jeg var en dum ko overfor ham (snerrede, og ignorerede ham). Jeg var selv meget frustreret over situationen og græd over min behandling af ham, men tålmodig og fantastisk som han jo er, slog han det hen med at jeg bare havde for meget at se til. (og det havde jeg faktisk også, travlt på jobbet, og gang i selvstændig virksomhed ved siden af...)
For 4 uger siden begyndte mine alarmklokker at ringe, da jeg var gået over tid! Da det er sket nogle gange tænkte jeg ikke nærmere over det. I kender det sikkert, så tager man en test, negativ og vupti, så er der malere i opgangen :o) (aka=menstruation...) Så jeg tog det ikke så tungt, at min menstruation var udeblevet. Jeg tjekkede på nettet og læste mig frem til, at den også kunne udeblive grundet stress, og derfor lod jeg det ligge. En uge efter tog jeg en test, og den var negativ, så jeg tænkte - okay, det ER stress. Nå, en uge mere - med begyndende brystsmerter, kvalme og oppustethed! Så skete der noget, testen var positiv! Jeg var på vej ud af døren (var alene den weekend) og skulle på messe med min egen virksomhed, og den var så positiv! Puha, sikke en oplysning lige inden jeg skulle afsted, og alligevel. Vi er jo kvinder, og vi har jo intuition. Jeg vidste det jo godt!!! Straks fløj en masse tanker gennem mit hoved "hvad nu, og hvad skal der så ske". Jeg fortalte selvfølgelig min kæreste om situationen, og han blev mundlam. Det her er også det han vil, men han har jo også bemærket min manglende omsorg og kærlighed overfor ham, så selvklart spekulerer han på vores fælles fremtid!
I starten talte jeg lidt med ham om at gå fra hinanden, og det var han selvfølgelig meget ked af. Han mener helt bestemt, at sådan som jeg har det, er grundet hormonerne og alle de nye følelser der følger med en graviditet. Sjovt nok har vi regnet ud, at mine følelser forsvandt, da jeg blev gravid! Så han håber jo på, at de kommer tilbage igen, men jeg er bange for, at de slet ikke dukker op igen! Nå, men de fleste ville jo så vælge en løsning, som ikke involverede 9 måneder og et barn som følge. Jeg mener bare at jeg, nu hvor jeg er 30, har fast job, god indtægt, god uddannelse, og kommende skøn bolig, virkelig må stå inde for det ansvar, der påligger mig. Jeg har stadig muligheden, at få barnet fjernet, men den tanke kan jeg slet ikke bære. Den tanke splitter mig i en millard dele, og jeg kan slet ikke forene mig med det!
Nu er faktum så, at jeg i denne weekend gjorde det HELT forbi med min kæreste. Han er sgu for god til at skulle finde sig i sådan et hysterisk tilfælde som mig. Den ene dag tegner det lyst, den anden dag er det helt af h til! Det var han virkelig ked af, og vi aftalte at jeg ville køre hjem til min mor, og tænke mig godt om! Hos min mor talte vi rigtig meget om tingene, og jeg fik STOR opbakning til det at være ene mor, og alt der følger med! Efterfølgende snakkede jeg så med min - ja, tidl. kæreste om man vil, og jeg fortalte ham, at jeg nu var fastbesluttet på at beholde barnet! Han blev utrolig glad og græd af glæde. Et eller andet sted sikkert fordi et barn også er hans store drøm, og på den måde har han jo også stadig mig i mit liv. Min drøm er, at vi - selvom vi ikke er kærester - kan være nogenlunde fælles om denne opgave. Vi har talt om det, og han griner lidt af mig, og siger jeg har en naiv og romantisk holdning til det, og han har helt ret. Min drøm er, at han vil gøre alle de ting, som han gerne vil med det her barn, og at han vil hjælpe mig med de nødvendige ting i starten. Det er han helt indforstået med, men jeg ved jo også godt, at den går indtil der dukker en ny "bonus-far/mor" op i vores "familie".
Mit spørgsmål til jer alle er derfor: Er det fuldstændig normalt, i min situation, at være fyldt med bange anelser, frygten for det ukendte, tvivl omkring om jeg skal beholde barnet osv. ER det mine hormoner der spiller mig et puds, eller er jeg bare i ren fornægtelse! Har I nogen erfaringer med det at være single/alene mor, allerede inden fødslen eller har i lign. historier? jeg vil så gerne have nogle input. Jeg er kun 9 uger henne, og kan stadig nå at "ændre" på situationen (gud forbyde det!) og jeg vil virkelig gerne have jeres gode råd!
KH
Cooksi
NB. Det skal lige siges, at faderen og jeg er super gode venner, har det godt, og griner og græder sammen gennem hele denne fase - desuden er han så skøn, at han selvfølgelig ikke vil gå glip af noget som helst! jeg er virkelig privilligeret, og ved det :o)