Tvillinger
tvillinger fra juni
Hej jeg har en ledig stund og har nu endelig fået meldt mig til denne gruppe. Jeg fødte Cornelia og August 23. juni 2008, og så ved I jo nok hvad jeg får tiden til at gå med.
jeg er lidt nysgerrig og vil høre om hvordan I har fået amningen til at køre - enkelt ammer I eller dobbelt ammer I. Jeg gør lidt af hvert. Men har lyst til gode erfaringer, da jeg ikke syntes at dobbeltamningen er lykken, men heller ikke vil amme døgnets 24 timer.
Tillykke til jer andre med den dobbelte lykke
Svar til tvillinger fra juni
-
- helora
- 3. aug. 2008, 20:25
Hej med dig
Velkommen til og et stort tillykke med dine tvillinger. Og ja, jeg husker udmærket, hvad stort set alle døgnets timer gik med :-)
Hvad angår dobbeltamningen fik jeg den aldrig til at fungere. Alle - lige fra personalet på sygehuset til sundhedsplejersken - tudede mig ørerne fulde om, at det var det eneste, der duede. Det fik mig sgu lidt til at føle mig som en fiasko, da det så ikke lykkedes. Heldigvis fandt jeg hurtigt ud af, at enkeltamningen absolut ikke behøvede at fylde hele døgnet og at det samtidig betød kvalitetstid med en baby ad gangen.
Jeg tror nok der er nogen herinde, der har fået dobbeltamningen til at fungere, så der må de byde ind med gode råd. Men lad endelig være med at stresse dig selv, hvis det ikke lykkes.
Hilsen Helga
-
- Sommergreen
- 6. aug. 2008, 20:33
Hej Anne Dorthe,
Jeg fødte Simon og Sofie i februar 2008, 2 måneder før tid, så vi var indlagt på hospitalet de første 6 uger. Her måtte jeg i starten malke ud, da de var for små til at die selv. Jeg var så heldig at have min mand hjemme på barsel de første 7 uger efter hjemkomsten, og havde det ikke været for ham, havde jeg ikke fået dobbeltamningen til at fungere. Det kræver sin kvinde at mingelere to stks baby på plads på en ammepude alene! Men jeg fik øvelse med at tumle dem, og da min mand startede på arbejde havde jeg fundet en teknik. Jeg havde fået mange forslag til hvordan man skulle gøre det (løfte dem i stofbleer, løfte dem på ammepuden, osv), men endte dog med at finde min egen (bære en på hver skulder og lade dem balancere mens jeg fik ammepude på plads). Nu er de imidlertid blevet så store at jeg har måttet opgive dobbeltamningen. De fylder simpelthen for meget på puden (triller ned) og spræller for meget til at balancere på skuldrene. Min mand har nu været hjemme på ferie de sidste 6 uger, og i den tid har jeg enkeltammet. Jeg spekulerer nu på hvordan jeg skal klare enkeltamningerne selv, når han starter på arbejde i næste uge. I øjeblikket er det nemlig ham der underholder den ene, mens den anden spiser.
Jeg kan heller ikke sige at jeg nogensinde nød dobbeltamningen på samme måde som enkeltamningen kan være hyggelig, men tilgengæld havde man ikke den splittede følelse når den man ikke lige ammer kræver opmærksomhed, og man ikke kan give den. Jeg fandt aldrig en afslappet måde at dobbeltamme på, man ender tit med at sidde skævt og akavet og glæde sig til det er ovre. Ved enkeltamningen føler jeg mig tilgengæld træt når jeg er færdig med den første og synes til tider det er hårdt at man lige skal have en mere spist af før man er færdig. Jeg synes forøvrigt også dobbeltamningen gjorde mere ondt en enkeltamningen gør.
Jeg kan forstå at der er forskel på hvor længe det enkelte barn spiser, og i mit tilfælde har jeg en hurgtigspisende søn og en lidt langsommere datter. Først her de sidste uger er hun begyndt at kunne spise færdig på et kvarter, og han har kunnet spise på 8 minutter helt fra starten af. Det betyder selvfølgelig en del i forhold til at skulle enkeltamme. De første mange måneder brugte min datter jo helt op til 45 min på et måltid. Og ja - så laver man ikke andet hele døgnet, selvom man dobbeltammer. Nu tager det i gennemsnit ca ½ time at amme dem begge en af gangen.
Jeg tror det handler om at finde sin egen teknik og det man bedst kan lide. Det er lige før man kan vælge dobbelt eller enkelt fra gang til gang hvis man ellers har styr på begge teknikker.
Og hvis jeg ellers må låne din tråd til det, vil jeg da gerne høre hvordan de forskellige herinde har tacklet enkeltamning? Hvad laver "den anden" mens den ene spiser?
Smil fra Malene
-
- helora
- 6. aug. 2008, 21:13
Ja, jeg har oplevet dobbeltamningen live og er dybt imponeret over, hvor dygtige I er til at jonglere rundt med jeres babyer, jer der har fået det til at fungere :o)
Det kan godt være jeg bare har et par meget tålmodige børn, men jeg oplevede det aldrig som noget problem, at den ene skulle vente på, at den anden blev færdig. Når den ene var i gang med at spise, lå den anden ved siden af mig, så jeg kunne bruge min frie hånd til at nusse og lege. Nu var de begge to ret hurtige spisere - det tog omkring 10 min pr barn - så den ventende baby nåede aldrig rigtig at blive ude af sig selv af sult inden det blev hendes tur.
Jeg fødte også knap 6 uger for tidligt, og min ene datter var et helt kilo tungere end sin søster. Så mens den store gik relativt hurtigt i gang med amningen, gik der noget længere tid før lillesøster kom i gang, og jeg skulle bruge rigtig meget tid og energi på at få det til at lykkes i starten. Det er nok grunden til at jeg fortsatte den individuelle amning.
Men handler det i bund og grund ikke bare om at finde den helt rigtige metode for en selv - en metode, der gør, at man undgår at blive stresset. Om det så er en eller to ad gangen - bare det fungerer.