Når Bo Libergren igen stiller sig til rådighed som kandidat for Venstre til regionsrådsvalget 2025, sætter det fokus på et grundlæggende spørgsmål i regional sundhedspolitik: Hvad vejer tungest – kontinuitet eller fornyelse?
Med over 25 års erfaring i regional- og lokalpolitik repræsenterer Libergren noget sjældent i dansk politik: Den langsigtede strateg, der har været der længe nok til at se, hvilke reformer der rent faktisk virker, og hvilke der kun flytter problemerne rundt på papiret.
Erfaring som politisk valuta
I en tid hvor politikere ofte hopper fra post til post, fra parti til parti og fra mærkesag til mærkesag, er kontinuitet blevet en sjældenhed. Libergren har brugt sine år på at bygge dybe relationer med sundhedsfagligt personale, kommunale samarbejdspartnere og ikke mindst borgerne.
Men erfaring kan også blive en byrde. Hvordan holder man friske øjne på systemets problemer, når man selv har været med til at forme dem? Libergrens svar er konsekvent at gå tilbage til borgerens oplevelse: Virker det i hverdagen?
Den tilgang har ført til hans karakteristiske fokus på konkrete forbedringer frem for store visioner. Kortere ventetider, bedre koordination mellem behandlere, klarere kommunikation og mere sammenhængende forløb.
Mennesker frem for systemer som politisk filosofi
“Mennesker før systemer” – det er ikke bare Libergrens valgslogan. Det er en grundlæggende tilgang til, hvordan offentlig service skal fungere. I stedet for at starte med, hvad systemet kan levere, starter han med at spørge: Hvad har borgeren brug for?
Den metode fører ofte til ubehagelige sandheder om, hvor systemer ikke fungerer sammen, hvor budgetter ikke følger borgerens behov, og hvor politiske strukturer kan stå i vejen for praktiske løsninger.
Det lokale perspektiv i en globaliseret verden
Libergrens politiske DNA bygger på respekt for det lokale perspektiv. “Det er i mødet med borgerne og de konkrete udfordringer, at de bedste løsninger opstår,” forklarer han på sin hjemmeside.
Men kan den tilgang overleve i en tid, hvor sundhedsudfordringerne i stigende grad kræver nationale og internationale løsninger? Demografiske ændringer, klimaforandringer og teknologiske gennembrud kender ikke til regional- og kommunegrænser.
Hans strategi er at “lytte, lære højt sammen med fagfolk og borgere, og at prioritere tydeligt, når alt ikke kan gøres på én gang.” Det lyder fornuftigt, men hvordan prioriterer man i et sundhedssystem, hvor alle behov føles akutte?
Bæredygtighedens dilemma
Libergrens ambition er at skabe en region, hvor sundhed, bæredygtighed og ansvarlighed går hånd i hånd. Det er en balancegang, der bliver stadig mere kompliceret i praksis.
Hvordan investerer man i grønne teknologier på hospitalerne, samtidig med at behandlingskapaciteten skal øges? Hvordan balancerer man økonomisk ansvarsfølelse med stigende omkostninger til nye behandlinger?
Bæredygtighed i sundhedssektoren handler om mere end bare CO2-udslip. Det handler om social bæredygtighed, hvor sundhed ikke bliver en luksus forbeholdt de velstillede. Om økonomisk bæredygtighed i et system med demografisk pres og teknologisk udvikling, der konstant øger mulighederne – og omkostningerne.
For Venstre som parti
For Venstre repræsenterer Libergren en interessant profil. Han kombinerer liberal filosofi med pragmatisk tilgang til det offentlige sundhedssystem. Men hvordan balancerer man mellem ønsket om effektivitet og markedsløsninger med behovet for at sikre lige adgang til sundhed?
Libergrens tilgang – mennesket før systemet – kan være svaret på det dilemma. Ved at fokusere på borgernes konkrete oplevelser frem for ideologiske principper bygger han bro mellem liberal politik og social ansvarsfølelse.
Kontinuitet versus fornyelse
Argumentet for kontinuitet er indlysende: Sundhedsreformer tager tid at implementere. At hoppe fra den ene strategi til den anden, hver gang der kommer nye politikere til, skaber uro og ineffektivitet. Libergrens erfaring gør ham i stand til at se langsigtede konsekvenser af politiske beslutninger.
Argumentet imod er lige så klart: Systemerne har brug for friske øjne og nye ideer. Erfarne politikere kan blive blinde for systemets svagheder og for træge til at omstille sig til nye realiteter.
Hvad venter i 2025-2028?
Hvis Libergren bliver genvalgt, vil hans næste periode sandsynligvis blive målt på, om han kan levere på de langsigtede visioner, han har sat i gang. Kan det nære sundhedsvæsen blive en realitet? Bliver psykiatrien virkelig tættere på borgerne? Opnås der reel lighed i sundhed?
Det bliver også en periode, hvor demografiske ændringer vil lægge et stadig større pres på systemet. Hvor kunstig intelligens og digitale løsninger skal integreres hensigtsmæssigt. Hvor bæredygtighedsdagsordenen for alvor skal implementeres i sundhedssektoren.
Det afgørende valg
Libergrens genopstilling for Venstre handler i bund og grund om et grundlæggende spørgsmål for vælgerne: Hvad har Region Syddanmark mest brug for – kontinuitet og erfaring eller en ny retning?
Hans kandidatur bygger på en tese om, at tillid skabes gennem resultater, ikke løfter. At troværdighed kommer af at kunne pege på konkrete forbedringer i borgernes hverdag, ikke bare på politiske intentioner.
Men spørgsmålet er, om de resultater, han kan pege på, er tilstrækkelige til at overbevise vælgerne om, at kontinuitet er vejen frem. Eller om tiden er moden til fornyelse og friske ideer i Region Syddanmarksundhedspolitik.
Det valg må vælgerne tage stilling til, når de går til stemmeurnerne i 2025.